Nyhedsbrev November 2025

Nyt fra formanden

De lokale treparter i vores område har her i oktober og november godkendt omlægningsplanerne, der viser hvor kommunerne i de kommende år kan undersøge muligheder for lavbundsprojekter og vådområder. Omlægningsplanerne skal nu politisk godkendes i de enkelte byråd inden årets udgang.
Omlægningsplanerne udspringer af Grøn Trepart og skal bidrage til både klimaindsats og et bedre vandmiljø. Selve kravet om kvælstofreduktioner kommer fra EU’s vandrammedirektiv, men er indarbejdet i trepartsaftalen for at sikre de mest arealeffektive løsninger.

Frivillighed - men en bunden opgave
Lodsejere bliver ikke tvunget til at deltage i projekter. Men Danmark skal nå både klimamål og kvælstofreduktioner, og derfor er opgaven fastlagt – frivilligheden handler om hvordan, ikke om vi løser den.
Der kan gå tid, før man som lodsejer hører noget konkret, selv om ens arealer står på kortet, fordi kommunerne ikke kan igangsætte alle områder på én gang. Har man arealer, der er berørt af omlægningsplaner, har de fleste kommuner sendt et direkte brev via e-boks. I Herning og Ikast-Brande Kommuner sendte de dette brev i starten af oktober.
Jeg vil også gerne minde om, at omlægningsplanerne er dynamiske. Arealer kan udgå undervejs, og nye kan komme til, når der arbejdes mere konkret med projekterne. Det vigtigste er, at opgaven løses så arealeffektivt som muligt.

Ny kvælstofregulering på vej - og det er alvorligt
Regeringen forhandler i øjeblikket en ny kvælstofreguleringsmodel, som får stor betydning for landbruget fremover. 
Desværre er der åbnet op for en model, hvor reguleringstrykket bliver fordelt ulige og især rammer marker med såkaldt lav retention baseret på usikre, modelberegnede kort. Vores holdning er klar: Alle landbrug i et opland skal løfte byrden ens.
For vandmiljøet gør det ingen forskel, hvor reduktionerne kommer fra – men for den enkelte landmand kan forskellen være enorm. Derfor arbejder vi intenst for en retfærdig model, der både forbedrer vandmiljøet og bevarer et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug.

Har du spørgsmål til, hvordan du står som lodsejer ift. omlægningsplanen? Så kontakt udtagningskonsulent Anette Møller Sørensen på tlf.: 2974 3280 eller på mail ams@sagro.dk.

Med venlig hilsen
Leif Nørgaard
Formand, Herning-Ikast Landboforening


 

Nicheproducentnetværket er nu etableret - vil du være med?


Vores netværk for lokale nicheproducenter i Herning-Ikast Landboforening er godt i gang. Netværket samler både gårdbutikker, primærproducenter og mindre fødevarevirksomheder, og årets andet møde blev afholdt den 11. november hos SAGRO i Herning.

Her blev der udvekslet erfaringer, inspiration og konkrete idéer til, hvordan vi i fællesskab kan styrke afsætningen af lokale produkter, samle udbuddet bedre og skabe stærkere forbindelser til både storkøkkener, virksomheder og lokale aftagere. Der var særligt fokus på:

  • den voksende efterspørgsel efter lokale fødevarer hos både private og professionelle køkkener

  • behovet for samarbejde om fælles logistik og systematisering af udbuddet

  • vigtigheden af synlighed, storytelling og troværdig emballage

  • mulighederne for at udvikle et mere organiseret netværk med to spor: gårdbutik/detail og professionelle aftagere

  • idéer som fælles hjemmeside, matchmaking mellem producenter og køkkener, samt virksomhedsbesøg

Arbejdet fortsætter, og næste netværksmøde er planlagt til januar, hvor der bl.a. skal arbejdes videre med struktur, logistik og fælles kommunikation.

Vil du med på netværkslisten?

Hvis du er nicheproducent og ønsker at blive en del af netværket – eller blot vil høre mere – så kontakt:

  • Bestyrelsesmedlem Dirk Millenaar på tlf.: 2262 6114 eller dick@energimail.dk 

  • Foreningssekretær Tove Thoustrup på tlf.: 2053 4267 eller tot@sagro.dk

Så sørger de for, at du kommer med på listen og får direkte invitationer til de kommende aktiviteter.


 

Gårdguiden: 1.500 børn har i 2025 fået indblik i virkeligheden


Vores gårdguide, Sanne Fay Løfberg, har igen haft et travlt år. Interessen for landbrugsbesøg vokser fortsat og igen i år, har hun haft omkring 70 skoleklasser rundt på lokale bedrifter, svarende til knap 1.500 elever fra 4. til 9. klasse. 

Sanne arbejder bevidst med at vise hele paletten af dansk landbrug, så eleverne får et bredt og realistisk indblik. Derfor besøger hun både konventionelle og økologiske bedrifter og skifter mellem produktionsgrenene, for som hun siger, fortæller hver gård en vigtig del af historien om dansk fødevareproduktion.

For nylig var Sanne eksempelvis på besøg i en konventionel grisestald, hvor en 4. klasse fik et ærligt møde med virkeligheden: fokus på smittebeskyttelse, dyrevelfærd, hverdagen i stalden – og masser af nysgerrige spørgsmål. Sannes tilgang er klar: ”Vi skal vise børnene virkeligheden.” Og netop det gør hende til en eftertragtet formidler. Du kan læse mere om besøget her. 

Indsats for de ældre elever

Sanne arbejder også målrettet med unge, der har en spirende interesse for landbrug.
Det gør hun bl.a. gennem:

  • ungdomsskoleforløb med UngHerning, hvor unge landbrugsinteresserede kommer ud og besøger forskellige virksomheder i erhvervet

  • gårdbesøg for brobygningsforløbene på Herningsholm Landbrugsskole, hvor elever får mulighed for at snuse til uddannelsen og møde virkeligheden på de lokale bedrifter

Disse forløb er vigtige skridt i at vise unge mulighederne i landbruget; både som uddannelse og erhvervsvej.

Vi er stolte af det arbejde Sanne leverer, og af den rolle vores forening spiller i at give næste generation indsigt i dansk landbrug – i øjenhøjde, uden filter og med hele bredden af erhvervet i spil.

 


 

Arrangementer i den kommende tid


Nytårsmøde med foredrag af Nis Boesdal

Fællesarrangement for Herning LandboSenior, Ikast-Bording LandboSenior og Herning-Ikast Landboforening
Fredag d. 9. januar 2026 kl. 13.30 - 15.30
SAGRO, Birk Centerpark 24, 7400 Herning
Pris: 150 kr. for medlemmer 
Læs mere og tilmeld dig her

Informationsmøde for berørte lodsejere: Herning Kommunes Omlægningsplan
Onsdag d. 28. januar kl. 13.30 - 15.00 og igen kl. 16.00-17.30
SAGRO, Birk Centerpark 24, 7400 Herning
Berørte lodsejere har modtager direkte brev og tilmeldingslink via e-boks til januar


 

Medlemsfordele


Hvis du ikke er til bløde pakker under juletræet, kan du overveje en skitur til hele familien som julegaveide.

Alle skal have råd til at komme på skiferie. SnowTours Jakob Birk, der har mere end 20 års erfaring i skirejsebranchen, står bag SnowTours.dk med et klart løfte: Vi tilbyder Danmarks billigste skirejser, så alle familier – uanset budget – kan opleve glæden ved en uforglemmelig skiferie.

Vælg mellem hele 16 destinationer i Alperne eller Norden.

Spar kr. 1500 pr. booking - gælder ALLE priser online, også nedsatte rejser eller restpladser. 

Prismatch på alle rejser!

6 dages liftkort inkluderet i prisen.  (Når liftkort er inkluderet i din pris, er du automatisk dækket af Rejsegarantifonden, da du har købt en pakkerejse).

Dette sikrer, at du får den mest nøjagtige pris pr. person – ingen lave startpriser med skjulte tillæg, som skal betales før du kan komme på ski. Behøver du ikke et liftkort?

Så kan du naturligvis fratrække det i bookingvinduet, hvor det vil blive trukket fra den samlede pris. Det samme gælder, hvis du vil have færre eller flere dage på liftkortet.

Book nu - SnowTours har åbent alle ugens 7 dage. Telefon: 70 81 80 00 mandag - søndag kl. 9-17. 
Rabatkoden og direkte link er sendt til alle aktive medlemmer.

Alle aktive medlemmer har adgang til en lang række af kontante medlemsfordele. Listen over medlemsfordele og koder er vedhæftet nyhedsbrevet til aktive medlemmer.


 


Formand
Leif H. Nørgaard
Tlf. 25 39 64 25
leif@visgaard.dk


Politisk rådgiver
Tove Thoustrup
Tlf. 20 53 42 67
tot@sagro.dk