Der er sket meget siden sidste nyhedsbrev for en lille måned siden, og situationen omkring den grønne trepart og den kommende kvælstofregulering fylder naturligt meget hos os.
Vi har sammen med Vestjysk Landboforening sat landbrugets deltagelse i den lokale trepart for Ringkøbing Fjord på pause. Det samme er sket omkring blandt andet Nissum Fjord og Limfjorden, og i alt er landbrugets deltagelse nu sat på pause i 11 af landets 23 lokale treparter.
Pause er det afgørende ord. Vi har ikke forladt bordet, og vi har ikke sagt nej til hverken den grønne trepart eller et bedre vandmiljø. Men de politiske rammer har ændret sig så markant, at vi mener, der er behov for afklaring, før vi kan fortsætte arbejdet som hidtil.
Den nye udledningsbaserede kvælstofregulering, reguleringen til braklægningspunktet og usikkerheden om kompensation har allerede ændret forudsætningerne. Nu har miljøministeren desuden sendt et forslag om et nationalt sprøjteforbud i høring. Det øger kun behovet for at få klarhed over de samlede konsekvenser for den enkelte bedrift.
Hvad betyder pausen for dig?
Fra Herning-Ikast Landboforenings side deltager vi ikke i opstartsmøder om nye udtagningsprojekter, så længe arbejdet er sat på pause. Igangværende projekter skal derimod fortsat kunne køre videre, og vi slipper naturligvis ikke de medlemmer, der allerede er involveret i konkrete projekter.
Bliver du som lodsejer inviteret til et opstartsmøde om et nyt projekt, er vores opfordring fortsat, at du venter med at gå ind i processen, indtil der er større klarhed over de nationale rammer. Den jord, du i dag overvejer at lægge ind i et frivilligt projekt, kan vise sig at være jord, du får brug for på din bedrift, når den nye regulering træder i kraft.
Vi tror stadig på den oprindelige aftale
Det er vigtigt for mig at understrege, at vores pause ikke er et opgør med den oprindelige grønne trepartsaftale fra juni 2024.
Tværtimod.
Da aftalen blev indgået, kaldte jeg den et imponerende stykke arbejde med fagligt indhold, afbalancerede kompromiser og velovervejede løsninger. Det mener jeg stadig.
Den oprindelige aftale forsøgte netop at finde en samlet balance, hvor der både er plads til et stærkt fødevareerhverv og løsninger for klima, vandmiljø, natur og biodiversitet. Det kræver, at vi tænker løsningerne sammen og bruger vores arealer klogt – ikke at der efterfølgende lægges nye krav oven på aftalen ét efter ét.
Det er den balance, vi mener, der skal findes tilbage til.
Arbejdet fortsætter
At vi har sat trepartsarbejdet på pause, betyder ikke, at det politiske arbejde står stille. Vi bruger derfor kræfter på dialogen med både lokale og nationale politikere og på at synliggøre, hvad den nye kvælstofregulering og de øvrige nye krav konkret kan betyde for landbruget og for mulighederne for at lykkes med de frivillige udtagningsprojekter.
Samtidig fortsætter vi arbejdet i Kystvandrådene, hvor vi fortsat arbejder for lokale løsninger og for, at lokal viden og lokale data bliver en del af grundlaget for indsatsen i vores fjorde.
Tak for den stærke opbakning
De seneste uger har samtidig vist, hvor stærkt engagementet og sammenholdet er blandt landmænd og unge i erhvervet.
Da Landbrug & Fødevarer indkaldte til stormøde i Odense den 31. august, fyldte vi to dobbeltdækkerbusser fra Herning-Ikast Landboforening. Dagen efter fortsatte markeringen foran Christiansborg.
Og her lokalt har opbakningen været mindst lige så tydelig. Den 6. september samledes flere tusinde mennesker og et stort antal landbrugsmaskiner ved Faurholt. Samtidig har landmænd og unge mennesker gennem de seneste uger fredeligt placeret traktorer og andre landbrugsmaskiner ved motorvejsbroer, indfaldsveje og andre synlige steder for at sende et klart signal.
Det gør indtryk.
Uanset om man har taget turen til Odense eller København, været med ved Faurholt, kørt en maskine ud til en motorvejsbro, blandet jer i Facebook-debatten eller på anden måde har bakket op, så vil jeg gerne sige tak.
Det er vigtigt, at vi står sammen, og at vi gør det på en ordentlig og respektfuld måde. For budskabet skal ikke drukne i formen: Vi har brug for politiske rammer, der hænger sammen, og som gør det muligt fortsat at drive et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug i Danmark.
Den opbakning mærker vi, når vi repræsenterer jer politisk. Og den bliver bemærket.
Tak for det.
De bedste hilsner
Leif H. Nørgaard
Formand for Herning-Ikast Landboforening