Gårdguiden pakker ikke noget ind: ”Vi skal vise børnene virkeligheden”

Udgivet d. 24-11-2025

Kom med på arbejde, når gårdguide Sanne Fay Løfberg viser en 4.klasse rundt i en konventionel grisestald.

 

Klokken slår 10 denne fredag formiddag, og ud af bussen strømmer en flok forventningsfulde elever fra Tjørring Skoles 4. klasse. Turens mål er de lune stalde på Enggaarden Mørup ApS, ejet af den konventionelle griseproducent Niels Overgaard, lidt uden for Herning.

Men der kommer hurtigt styr på gemytterne, for chefen for besøget er gårdguide Sanne Fay Løfberg, som mange nok har hørt om.

- Om lidt går vi inden for og tager tøjet på, som vi har aftalt i klassen inden vi kørte. Og det skal foregå stille og roligt, for kan I huske, hvorfor det er sådan?, spørger hun ud.

En elev rækker hånden op og fortæller, at man ikke skal skræmme dyrene. En anden byder ind med vigtigheden af smittebeskyttelse, selvfølgelig sagt mere mundret af en 10 eller 11årig.

- Børnene husker det meget bedre, når de har været ude og se det med egne øjne. Så vi er rigtig glade for den her mulighed, siger Elisa Bink, der er lærer på Tjørring Skole.

 

Hvad får børnene ud af det?

Børnene får vasket og sprittet hænder, heldragter og ”plasticfutter” over skoene. Og inden de går videre ind i selve stalden, falder børnene helt til ro. Man kan fornemme, de synes, at det både er spændende og vigtigt, at man passer på grisene.

Da de kommer ind, kan man godt se, at de ikke er vant til lugten i en stald. Men nysgerrigheden på den virkelige verden vinder alligevel over næsens rynken. For lige foran dem er der masser af fine søer, ledsaget af en god grynten, præcis som vi kender den.

På turen gennem stalden hør de holdt flere steder, hvor Sanne Fay Løfberg fortæller og stiller spørgsmål efterfulgt af en flok ivrige hænder, der bliver rakt i vejret. Hun brænder for formidling – og hun er, set med denne journalists øjne, hamrende god til det.

Fordi det er en konventionel griseproducent, var der skruet op for sikkerheden.

- Det var de enormt interesserede i at høre om. Og de var gode til at følge instrukserne. Og så er det bare sjovt at se deres reaktion og nysgerrighed på noget, som mange af dem aldrig har set før. For det er så hamrende vigtigt, at folk forstår, hvor maden kommer fra. Vi skal vise børnene virkeligheden og hele paletten af dansk landbrug, siger Sanne Fay Løfberg.

Hvert år kommer cirka 70 klasser igennem hendes undervisning – eller knap 1.500 børn fra 4. til 9. klasse. Og fordi gårdguiden er betalt af Herningsholm Landbrugsskole og Herning-Ikast Landboforening, er det gratis for skolerne, hvilket helt klart er med til at skubbe til besøgstallet.

- Jeg elsker at formidle, og jeg pakker ikke noget ind. Børnene kvitterer med at være sjove, umiddelbare og nysgerrige. Det er et fantastisk udgangspunkt for at lade dem snuse til landbruget, for Danmark er et landbrugsland, som vi skal være stolte af, og hvis vi kigger rundt i EU, vil jeg sige, at det her er altså toppen af poppen, slutter hun.

Kontakt os