Lokal politik frem for partipolitik

Udgivet d. 05-10-2017

Tirsdag den 3. oktober afholdt Herning-Ikast Landboforening valgmøde på KMC i samarbejde med Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.

De 8 politiske spidskandidater, der deltog i mødet, blev udfordret på erhvervspolitiske spørgsmål. Selvom kandidaterne repræsenterede en stor del af det politiske landskab, kunne det konstateres, at man er mere lokalpolitiker end repræsentanter fra Venstre, Socialdemokratiet, Radikal m.m.

Der var forbavsende, ja grænsende til det kedelige, hvor enige man var i den førte politik - og måske godt for det, da der i vore to kommuner er en stor forståelse for at skabe de rette rammer for landbruget.

De 80 deltagere i valgmødet oplevede at:

  • Der er et ønske om, at skolernes studievejledere skal tale erhvervsuddannelserne op.
  • Der skal være en bedre kontakt mellem virksomhederne og jobkontorerne.
  • Det er vigtigt med lokale uddannelsesinstitutioner, så virksomhederne her kan rekruttere arbejdskraft
  • Der er stor tilslutning til, at Herning-Ikast området skal være et ”Kraftcenter”, hvor udenlandsk arbejdskraft skal lære det danske sprog.
  • Kommunerne skal i deres sagsbehandling ikke bare være løsningsorienterede, men løsningssøgende.
  • Kommunerne skal i deres sagsbehandling arbejde som en virksomhed, hvor kunderne/virksomhederne sættes i højsædet.
  • Det er vigtigt, at man som lokal politiker bevarer og udbygger kontakten til Christiansborg.

Husk at du som medlem i Herning-Ikast Landboforening kan deltage i kaffebordsmøder med nogle af spidskandidaterne op til kommunevalget.

Næste møde er den 12. oktober hos Lars H. Jensen, Isenvad, hvor dagens gæst er Annette Moesgaard (C).