Store forandringer venter kvægbruget: ”Vi har lavet en mission”

Udgivet d. 22-10-2026

Dansk kvægbrug står midt i store forandringer. I aftes samlede mere end 80 kvægbrugere i Aulum for at høre, hvad politikken, nye driftsformer og dialogen med omverdenen betyder for den enkelte bedrift

 

AULUM: Politiske rammer, klima, økonomi og nye krav til produktionen fylder meget i dansk kvægbrug i dag. Det var baggrunden, da fem landboforeninger onsdag aften inviterede til regionalt kvægmøde i Aulum Fritidscenter.

Formanden for Landbrug & Fødevarers kvægsektorbestyrelse, Jesper Arnth, tog temperaturen på den politiske situation og udstak kursen for de kommende år.

”Vi kigger ind i en fremtid, hvor der selvfølgelig vil være store forandringer, men vi kigger også ind i en fremtid der rummer nye muligheder. Vi har lavet en mission og sat mål for dansk kvægbrug frem mod 2035, der skal være med til at sikre vores sektor, også mange år frem”.

 

Kampen for bedre kalveliv

Det var ikke kun den politiske dagsorden, der fyldte på mødet. Der blev også sat fokus på fremtidens kvægbrug og det nære arbejde i stalden. Terese Jarltoft fra VikingDanmark fortalte om de nye ko-kalv-systemer og partnerskabet for kalve.

Det handler om dyrevelfærd og forbrugernes ønsker, men for landmanden handler det også om økonomi og arbejdsgange, der skal hænge sammen fortalte Terese Jarltoft.

Stemningen i salen bar præg af, at landbruget i dag skal forholde sig til mere end bare mælkeudbytte. Den lokale landmand, Preben Madsen, fra Vildbjerg fortalte om arbejdet med samfundskontakt. Her delte han ud af sine egne erfaringer med at åbne dørene for omverdenen og tage dialogen med naboerne.

Han opfordrede alle til at åbne deres landbrug op, og fortale om de gode erfaringer, som de har med Økodag og besøg af børnehaver, folkeskoleklasser og andre interesserede. Han oplever, at det giver en større forståelse blandt de besøgende for, hvad det vil sige at drive et kvægbrug.

Aftenen i Aulum viste, at udfordringerne er mange. Men der var også konkrete råd at tage med hjem til stalden.

Mødet sluttede med spørgsmål fra salen og en god snak over kaffen, inden turen gik hjem til bedrifterne igen.