Nyhedsbrev December 2023

Nyt fra formanden

 

Kalenderen viser nu december måned, og året går på sidste vers.

Vi kan se tilbage på et udfordrende år i marken. Vådt forår. Tør forsommer. Våd og meget blæsende høst. Og et ekstra vådt efterår. En cocktail der i den grad har påvirket resultaterne på bedrifterne.

Priserne på vores produkter er også voldsomt fluktuerende.

Så hvad vi plejer at gøre, er ikke altid et ordsprog, der holder med økonomisk snusfornuft.

Vi kan glæde os over, at de fleste i de her dage modtager efterbetalinger fra vores andelsselskaber.

De fleste har også modtaget EU-betalinger her først i december. Styrelsen må så meddele, at der i år er tekniske vanskeligheder med at få udbetalingsbrevet med ud. Ak ja, kan man tænke. Det er da i det mindste godt, at pengene udbetales, selvom det for en landmand kan være svært at forstå, hvordan det kan gå til, at fakturaen så ikke er med straks.

Vi kan til gengæld med bekymring konstatere, at renterne er steget kraftigt. Det vil bremse vores erhverv, der er meget kapitaltungt. Investeringer i mekanisering og byggeri vil skulle overvejes en ekstra gang.

I Landbrug og Fødevarer har vi fokus på vores erhvervs fremtidige udfordringer. Grøn omstilling. CO2 afgifter. Den kommende ny vandmiljøplan. Alle de store politisk bestemte tiltag, der vil have stor betydning for den måde vi kan drive landbrug på i Danmark, er det vigtigt, at vi får påvirket i så stor grad som overhovedet muligt. Sådan at vi som landbrugserhverv har en platform, hvor vi kan operere fagligt og professionelt.

I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi mandag den 18. december 2023 inviterer til møde med vores landbrugsminister Jacob Jensen.

Jeg håber, at rigtig mange af jer vil sætte kryds i kalenderen.

Det er en mulighed for at møde ministeren for vores erhverv og få et indblik i, hvad der rører sig i maskinrummet, hvor beslutningerne bliver taget. Og ikke mindst i dialogen få spurgt ind til konkrete emner.  

Herfra vil jeg ønske jer en rigtig glædelig jul og et Godt Nytår.

De bedste hilsner!

Leif Hølledig Nørgaard.

Formand for Herning-Ikast Landboforening   

 

Åbent Landbrug 2023

 

Åbent Landbrug på Lundbygaard ved Aulum og Skåphusgaard AGRO. Sikke en fantastisk dag!

Mere end 1.600 mennesker, heraf mange børnefamilier, besøgte Åbent Landbrug på de to landbrug som blev afholdt i samarbejde med Herning Ikast Landboforening og Landbrug/fødevarer ved Aulum og Ilskov, hvor de kunne prøvede at deltage i et væld af aktiviteter.

Det var meget positive og glade mennesker der forlod gårdene igen! Stor tak til værtsfamilierne ved Aulum og Ilskov for en strålende indsats på dagen!


 

Afholdt Temadag ”Indsatser for agerlandets fugle"

 

Tirsdag, den 3. oktober 2023 blev der afholdt fælles Temamøde hos Jens Simonsen ved Sinding under emnet: Indsatser for agerlandet fugle.

Det var et åbent arrangement afholdt af Herning-Ikast Landboforening, Holstebro Struer Landboforening og Familielandbruget VEST-Jylland i samarbejde med SEGES, DOF, DN-Herning, DN-Ikast, SAGRO m.fl.

Knap 40 valgte at deltage i aftenens arrangement - der som altid blev fulgt til dørs med grillmad serveret af LU-Herning. En spændende aften med livlig debat i en sober tone om et vigtigt emne fra alle sider.


 

Årets delegeretmøde 2023

Den 8. og 9. november 2023 var bestyrelsen og delegerede fra HIL til Landbrug & Fødevarer’s årsmøde (Delegeret møde), som vanen tro foregik i Herning Kongrescenter.

Under debatten var hele fire repræsentanter fra bestyrelsen på talerstolen og for at bringe aktuelle landbrugsemner frem. Vi talte bl.a. talt om Task force vildt, fremtidens uvildige grise rådgivning, biodiversitet, braklægning og små fødevare producenter.

 


 

Sikkerhedskalender til kvægbedrifter

 

SEGES Innovation P/S og Aarhus Universitet har i samarbejde udarbejdet en sikkerhedskalender rettet mod kvægbedrifter i Danmark. Kalenderen indeholder 12 centrale sikkerhedstematikker - én tematik for hver af årets måneder - der sætter fokus på bestemte sikkerhedsudfordringer i landbruget.

Kalenderen er et dialogredskab, der kan igangsætte en vigtig dialog blandt internationale medarbejdere og landmænd om arbejdssikkerhed på egen kvægbedrift.

Kalenderen er gratis og kan bestilles via linket her: Kalenderbestilling (au.dk)


 

Kommende arrangementer – sæt kryds i kalenderen

 

Du kan komme med til en række spændende arrangementer og webinarer:

18. december 2023, kl. 19.00 – 22.00 – Aftensmøde med Fødevareministeren hos SAGRO i Herning. Se mere og tilmeld her: HERNING – Aftenmøde med Fødevareministeren (OBS! Ny dato og nyt sted) (sagro.dk)

5. januar 2024, Kl. 13.30 – 15.30 – Nytårsarrangement for Landbosenior og medlemmer af Herning-Ikast Landboforening. Se mere og tilmeld her: HERNING – Nytårsarrangement (sagro.dk)

30. januar 2024, kl 17.30 – ca. 22.00 – Medlemsarrangement ”Nak & Æd – skadevoldende vildt”. Se mere og tilmeld her: HERNING – Nak & Æd skadevoldende vildt (sagro.dk)

6. februar 2024, Økonomiaften i Aulum. Nærmere følger

8. februar 2024 – Fælles Vandløbsmøde i Herning. Nærmere følger

Mandag, den 18. marts 2024, Generalforsamling. Nærmere følger

 

Arbejdssikkerhed – nu kan du komme på kursus sammen med dine medarbejdere!

 

Landbruget er en af de brancher, hvor der sker flest alvorlige arbejdsulykker. Ulykkerne fører typisk til brækkede arme og ben, hjernerystelser og knuste hænder – og antallet af dødsulykker er desværre også højt i landbruget.

Men det er ikke kun det fysiske arbejdsmiljø, der skal være styr på – det skal også være rart at komme på arbejde!

Vi er klar med et kursus, der sætter fokus på arbejdssikkerhed og arbejdsmiljø for både ejer og medarbejdere.  

Der er mulighed for at deltage på kurset i et af SAGROs fire huse – Billund, Esbjerg, Herning eller Holstebro. Det er også muligt at afvikle kurset ude på jeres egen bedrift i jeres daglige omgivelser.

Brug en dag sammen med dine kollegaer og få en særlig oplevelse og stærk teambuilding.

Priser og yderligere informationer finder du på dette link: Undgå arbejdsulykker – og skab en attraktiv arbejdsplads (sagro.dk)

Hjælp din nabo – eller din ven til at blive medlem i Herning-Ikast Landboforening

 

Jo flere medlemmer, desto større indflydelse på den førte landbrugspolitik i Landbrug & Fødevarer, men flere medlemmer giver også den fordel at vi er flere, som kan netværke med hinanden til fordel for de fleste.

Derfor vil bestyrelsen gerne opfordre foreningens medlemmer til at overveje om de har en nabo, en kollega, et familiemedlem eller andre man kender, som med fordel ville kunne blive medlem af Herning-Ikast Landboforening.

Hvis du kender nogen som bør vide lidt mere om hvad Herning-Ikast Landboforening er, og hvad vi arbejder for, så se på nogle af de informationsmaterialer du kan finde her: https://www.h-i-l.dk/bliv-medlem/

Foreningen tilbyder nye medlemmer gratis prøve-medlemskab fra nu og indtil juli 2024!

Kender du en som bør benytte sig af et gratis prøvemedlemsskab – så send en mail til foreningssekretær Villy J. Larsen på vjl@sagro.dk – så tager jeg gerne kontakt med tilbuddet til den pågældende!

Medlemsfordele

 

Husk de mange medlemsfordele. NB: Adgang til at benytte sig af medlemsfordelene varierer i forhold til typen af medlemskab.

Aktuelt kan du bl.a. også få rabat til:

Laudrup Vin har sammensat forslag til gode vine, der egner sig særligt godt til jule- og nytårsmenuer (vedhæftet).

Som aktivt medlem får du hos Laudrup Vin 30% på listepris ved køb af 12 flasker vin (min. 2 x 6 stk.). Se mere på: www.laudrup.dk

Ole Chokolade fra Kolding tilbyder håndlavet chokolade af bedste kvalitet, og er et godt bud på julegodter i hele julemåneden, hvis du er hurtig kan du også nå at købe årets julekalendere (se også vedhæftede pdf).

Som aktivt medlem af Landbrug & Fødevarer med et cvr.nr. får du 30% rabat på listeprisen (uden cvr.nr. er der stadig 20% at spare på Ole Chokolade). Se mere på: www.olechokolade.dk

Glædelig julemåned!

 


Formand
Leif H. Nørgaard
Tlf. 2539-6425
leif@visgaard.dk


Politisk rådgiver
Villy Juul Larsen
Tlf. 20 23 85 49
vjl@sagro.dk