Nyhedsbrev juni 2020

Generalforsamling 2020

Generalforsamling blev i år afviklet elektronisk grundet forsamlingsforbuddet. Det blev en meget stille og mærkelig oplevelse. Jeg manglede særligt debatten og dialogen med Jer medlemmer, som plejer at være retningsgivende for bestyrelsens arbejde, og sikre at vi arbejder med de udfordringer, som I finder vigtigst.

Hvis jeg skal fremhæve et par gode ting ved årets elektroniske generalforsamling, så er det at generalforsamlingen nu er afholdt i følge vedtægterne med de særlige corona forholdsregler, og at bestyrelsen nu igen har mandat til at fortsætte det politiske arbejde.

Beretningen blev aflagt skriftlig og godkendelse af årsrapporten skete ved elektronisk afstemning.

Der var genvalg til alle på valg.

Efter konstitueringen fortsætter jeg, som foreningens formand og Lars H. Jensen som næstformand. I SAGROS bestyrelse er Dirk Mellenaar og jeg repræsentanter for Herning-Ikast Landboforening.

Hele konstitueringsoversigten kan ses her.

Jeg glæder mig til næste års generalforsamling, hvor vi forhåbentligt igen kan mødes fysisk.


 

Ny lov på §3 arealer

Regeringens forslag om forbud mod sprøjtning og gødning af § 3 arealer er igen et anslag mod den private ejendomsret. Vi kan og vil ikke acceptere en sådan indgriben, uden der gives fuld kompensation herfor. Mange, specielt kvægbrugerne, har tilrettelagt en produktion hvor fuld udnyttelse af disse arealer, er en forudsætning for deres produktion.
For at vi kan vise politikere konsekvenserne af en sådan uacceptabel indgriben i den private ejendomsret, i vil vi gerne høre fra jer medlemmer, der kan gå hen og blive ramt. Vi har behov for de ”gode” eksempler, så bliver du berørt af den nye lov, så ring til mig 22 26 42 90 eller Ulla Bækman 40 40 14 66. Vi vil invitere vores lokale folketings politikere ud at se, hvad konsekvenserne kan blive af den lovgivning, de arbejder på at få vedtaget.

 


 

Vi kan indberette vigtig data om spildevand

De seneste par uger er kommunernes udledning af spildevand og overløb til vandmiljøet kommet i fokus i medierne. Det er et tiltrængt fokus.

 

Lad os samle data ved at indberette overløb af spildevand via en tilføjelse til appen FarmTracking, som SEGES udviklede og udgav i efteråret 2019. Appen er tilgængelig for alle landmænd. Med indberetninger herfra får vi beliggenhed og fotodokumentation for hændelsen. Det kan vi holde op mod kommunernes indberetninger.


Målet er at samkøre kommunernes egne overløbsdata med de indsamlede data. Jo flere data, vi samler via appen, desto tungere bliver vores argumentation over for myndigheder og politiker.


 

Ryd op i kemilageret nu

Vi har desværre nogle historier, hvor landmænd opbevarer pesticider, der ikke er lovlige. De ikke lovlige midler har givet tidligere været lovlige, men er nu klassificeret og dermed ulovlige. Ulovligt importerede pesticider tager vi naturligvis stærk afstand til.
For vores erhverv er det nogle rigtigt trælse historier, så jeg vil på det kraftigste opfordre til at få tjekket og ryddet ud i ikke lovlige midler. Er du i tvivl om lovligheden af et middel kan du slå op i appén "Kemi Tjek", som du via dit medlemskab kan bestille på landmand.dk for 150 kr. pr. år.

 


 

Tag med på markvandring d. 16. juni

Kom med til markvandring d. 16. juni kl. 18.00 hos Steffen Bjerre, Brandevej 15, 7330 Brande.

Der er fokus på kartofler og vanding. Fasterholt Maskinfabrik deltager.

Der serveres pølser, øl og vand.

Afhængig af forsamlingsforbudet kan der blive begrænset antal biletter.

Følg med på hjemmesiden, hvor invitation og tilmelding også snart vil kunne findes. 


 

Rabat til Tivoli og LEGOLAND

Tivoli

Skal du i Tivoli i løbet af sommeren, så køb entrebilet, turpas eller årskort med rabat i perioden 8. juni til 22. juni 2020. Billetterne kan også bruges uden for perioden.

Legoland 

Du kan også få rabat på din entrebillet til LEGOLAND. Vær obs på at det ikke er muligt at kombinerer med andre rabatter.

 

Rabatten kan kun benyttes af aktive medlemmer, som kan få link og kode ved henvendelse til UBH@SAGRO.dk

 


 


Formand
Sven Agergaard
Tlf. 40 82 44 88
agergaard@agropartnere.dk


Politisk chef
Ulla Bækman
Tlf. 40 40 14 66
ubh@sagro.dk